Afsky
Ofte Jeg Drømmer Mig Død
1. Altid veltilfreds
Altid veltilfreds - ukendt 1600tallet
Den er ilive død
som stedse græmmer sig
jeg har et andet sind
hvad rager sorgen mig
jeg lever som jeg kan
omskjønt ej som jeg vil
og får foruden sorrig
hvad dagen hører til
En slager skæbnen an
en anden sin bedrift
og maler livet af
som en kalenderskrift
en tredje plager sig
med længsel sorg og nød
og slutter så deraf
til sorg at være fød
Således kaster man
sin tid unyttigt bort
og gør sit levnets mål
som hastigt svinder kort
en dåre lever sig
kun selv til misbehag
har ej en times frist
ja ej en rolig dag
Jeg æder hvad jeg har
og sover når jeg kan
fornøjet er mit sind
lyksalig er min stand
2. Tyende sang
Tyende sang, Jeppe Aakjær 1907
Her kommer fra Dybet den mørke Armé
og fordrer af Verden et Svar;
skjønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le
er al den Fane vi har,
vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret
og Løfter i Vejret på Skjændselens Bræt
den Tusindaars-Lænke, vi bar.
Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad,
kun denne vor skorpede Haand;
til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad,
Vi harved din Ager, vi skar dine Neg,
vi strigled din blommede Hest,
vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg,
naar selv du gik pyntet til Fest.
Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm,
hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm,
og Svindsoten kommer som Gjæst.
Vel er vi en kuet og slidende Hob,
kun Trælle i Velstandens Gaard,
i Samfundets Aske en nedtrykket Job,
der skraber sin Byld med et Skaar;
snart svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn,
se op, Kammerater, det lysner i Sky’n,
Befrielsens Malmklokke slaar!
Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo,
hvor dundrende Plejlene gaar:
kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo,
se ud fra de hældende Vraa’r!
For Fronten Reveillen nu løfter sin Klang,
lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang,
jer Dagning paa Ruderne staar.
Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind,
og sving imod Lyset din Hat!
Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind
og Rester af Letsindets Skat.
-
Da pløjer vi muntre vort bølgende Land,
naar først vi har friet vor kuede Stand
fra Tusindaars-Trældommens Nat.
3. Imperia
Imperia - Sophus Claussen
Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,
urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød,
mørk og ubøjelig — ofte jeg drømmer mig død.
Pragt er min Higen. Jeg kender ej Mildhed.
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde,
som giver Stene for Brød, og som nægter at føde.
Ingen kan vække mig uden min Elsker,
Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold,
saa at jeg røres til Afgrundens dybeste Fold.
Alt er unyttigt undtagen vor Skælven.
Alt, hvad der trives og pletter som Skimmel på min Hud,
ruster jeg bort i et Møde med Jordskælvets Gud.
Under den Græstørv, som vendes af Ploven,
hviler mit jernfaste Indre unærmeligt frit.
Hver, som er Gold i sit Hjærte, har noget af mit.
Af mine Kullags og Malm-aarers Gifte
blaaner den Vaarsæd, som yder det nærende Mel.
Kold for de Levendes Optog og Danse
drømmer jeg evig om Urelementets Musik.
Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning.
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde,
som giver Stene for Brød, og som nægter at føde,
Giftige Kratere, rygende Dybder,
sortsvedne Huler, der stinker af Svovl
Kongernes Slot har jeg sænket i Havet,
slaaet den Fattiges fattige Lykke i Skaar ...
og er utømmelig rig for Millioner af Aar.
Kom til mit Hjærte, der aldrig har frygtet.
Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker.
4. Bondeplage
Bondeplage - ukendt 1600tallet
Hvad har hovbonden for alt sin møje
for sin trældom og sure sved
intet til klæder, lidet til føde
og stundom ej det tørre brød
valle og vand, hans tørst må slukke
dog under åget sig flittigt må bukke
kommer han hjem, hans trætte lemmer
værker af trældommens hoveri
sengen for denne sig bedst bekvemmer
hvad haver han at hvile dem i?
lidt halm, lidt vadmel, lidt halvrådden fjeder
to blågarnslagen som usseldom hedder
det usle han til føde skal æde
er såerne kun af andet godt
kernen og krummen, det søde og fede
skal han alt yde til herskabets pot
præstens og degnens gryder vel favre
tør han ej byde det tørre og magre
slamppamperiet han selver skal have
selvdøde kalve og halvsyge får
forsultede svin og køer som rage
ud af høj alder, til føde han får
hovposens fylde til tjenestefolks føde
det er den summa, som lægger ham øde
5. Stemninger
Stemninger i dur og mol, HC Andersen
I
Hvil sødt,
som var du lagt i dødens skrin,
du min erindrings rose fager og fin!
Du er ej verdens mer, du er kun min.
For dig jeg synger, mine tårer trille.
Natten er smuk, natten er stille; -
Dødt! - Alt er dødt
II
I bøgens ly, hvor skovmærker gror,
hvor gerne vandreren kommer,
hvor storken i træet bygger og bor,
og kukkeren synger skærsommer,
ved det spejlklare hav, ved det svulmende hav,
grav der min grav!
Ja, giv mig en grav ved det åbne hav
i ly af duftende bøge,
den vilde rose skal gro på min grav,
og børn der legeplads søge.
Ved det spejlklare hav, ved det svulmende hav,
grav der min grav!
6. Angst
Angst, Emil Aarestrup
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
Lyrics in plain text format
